torsdag den 12. juni 2014

Løgnagtig pressemeddelse udsendt af Rødovre Kommune. De retninger der nævnes som et resultatet af borgermødet og Kommunalbestyrelsens arbejde, er retningslinjer som forvaltningen og borgmesteren selv har udarbejdet lang tid før borgermødet.

Udvikling af Damhus-området går ind i ny fase

25/09-2013
Udviklingen af området omkring Damhus Tivoli, Damhuskroen og Damhustorvet går nu ind i en ny fase. Den indledende forhøring, hvor alle borgere har haft mulighed for at komme med idéer og forslag til, hvordan området bør udvikles, er afsluttet. Nu begynder arbejdet med at lave en ny lokalplan for området på baggrund af borgernes input.
I forbindelse med forhøringen arrangerede Rødovre Kommune et borgermøde, hvor ca. 150 engagerede borgere mødte op og var med til at nytænke, hvordan området skal udvikles.
”Borgermødet var et godt eksempel på, at vi i Rødovre er gode til at udvikle kommunen i fællesskab. Der var en imponerende kreativitet. Der var mange forskellige holdninger til, hvordan området skal udvikles. Men der var nogle ting, som var gennemgående, og som derfor bør afspejle sig i det videre arbejde med at udvikle området. Det er bl.a. ønsket om offentlig adgang til det nuværende tivoli-område, udvikling af torvet, og at et nyt boligbyggeri ikke bliver så højt, som der tidligere har været lagt op til. Det betyder naturligvis også, at der skal laves et nyt projekt for området – det bliver ikke det tidligere forslag”, siger borgmester Erik Nielsen.
Planområdet omfatter Damhus Tivoli og Damhuskroen, som er privat ejet, samt Damhustorvet, som kommunen ejer.
”På borgermødet var der samtidigt et klart ønske om, at vi får udviklet området, så det får en højere kvalitet, og at der bliver tænkt nyt. Derfor er det vigtigt, at de faglige eksperter får muligheden for at tænke ud af boksen, og at Kommunalbestyrelsen ikke lægger for mange detaljerede begrænsninger på et så tidligt tidspunkt i processen, f.eks. om en helt specifik højde. Det vigtigste er, at området ikke kommer til at ligge hen som et klondike – vi skal have et byggeri af høj kvalitet”, siger Erik Nielsen.
Når forvaltningen har et forslag klar til en ny lokalplan for området, bliver det fremlagt til politisk behandling, og der kommer en ny høringsrunde, hvor alle borgere kan tilkendegive sin mening om det konkrete forslag.
”Det har været en fornøjelse at opleve det store engagement og lysten til at udvikle området. Der er meget stor opbakning til, at der sker noget nyt. Nu arbejder forvaltningen videre med udviklingen af området på baggrund af de mange gode input, som er kommet fra borgerne i forhøringen og på borgermødet”, siger Erik Nielsen.
Fakta:
Der er indkommet 12 høringssvar i forhøringsperioden.
På baggrund af forhøringen og borgermødet har Kommunalbestyrelsen besluttet, at området bl.a. skal udvikles i følgende retning:

  • Damhustorvet skal have mere byliv og flere muligheder for ophold og aktiviteter, end der er i dag – under hensyntagen til de erhvervsdrivende.
     
  • Damhuskroen skal bevares som kro i sammenhæng med en krohave.
Der skal skabes et attraktivt boligområde med mulighed for et integreret offentligt tilgængeligt område på det nuværende tivolis areal.